Nordisk luftforsvar og dansk deltagelse – synspunkt fra Danmark

Denne artikel er skrevet med henblik på at komme med et bud på Danmarks luftmilitære muligheder, behov og eventuelt ønsker, i en nordisk og skandinavisk kontekst, særligt på grund af krigen i Ukraine og deraf Sveriges og Finlands forventede optagelse i NATO.

Baggrunden er en blog i det danske forsvarsmedie Olfi.dk hvor jeg argumenterede kort for at der burde oprettes en ny skandinavisk/nordisk kommando i NATO, men at Danmark som lille nation ikke burde tage lead nation på denne, selvom vi var gammelt NATO-land, og havde været lead på bl.a. Multinational Corps Northeast (og stadig er framework nation) og lead på Multinational Division North i Baltikum.

Dele af mit argument var at Danmark reelt er for lille, set i forhold til Sverige og Finland, til at påberåbe sig rollen som lead nation, og vi faktisk operativt set var bedre stillet blot som deltager. Uanset så jeg behovet for at NATO’s styrkestruktur tilpasses i norden, både på grund af den ændrede og øgede trussel, men også på grund af de nye medlemmer. Den argumentationsrække vil jeg fortsat bygge på i dette perspektiv på det danske flyvevåbens rolle og et luft-perspektiv. Jeg er ikke officer fra flyvevåbnet, jeg er civil akademiker, men med mange års erfaring fra Forsvaret på alle niveauer, med tyngde på sikkerhedspolitik og efterretningstjeneste, og mine holdninger er helt mine egne, for således er reglerne i Danmark.

Det danske Flyvevåben

Det danske Flyvevåben, for det hedder det selvstændige værn, blev oprettet i 1950, og har siden har en varieret indsats. Mange amerikanske fly, bl.a. F-104 hvoraf nogle faldt ned, F-84 hvoraf endnu flere faldt ned, F-35 Draken som har en høj stjerne i Danmark, og F-16 som blev indkøbt billigt tilbage i firserne (80-tallet). F-16 har været grundstammen lige siden, og er det fortsat. Der blev indkøbt 70, men noget færre er tilbage. Derudover nogle få Challenger til VIP-transport og farvandsovervågning, bl.a. på Grønland, 4 Hercules transportfly, T-17 træningsfly, og britiske Merlin helikoptere og nogle få ældre Fennec Helikoptere. Flyvevåbnet har været udsendt meget, og deltog bl.a. i Kosovo 1999, Afghanistan 2001, Irak, luftkrigen mod Libyen, og med transportfly i Mali og Afghanistan, og helikoptere i Irak og Afghanistan, og mere til. Derudover har Danmark bidraget med F-16 fly til Baltic Air Policing og på tilsvarende på Island. Der er altid 2 F-16 på det såkaldte afvisningsberedskab, klar i Danmark. Danmark har 3 operative flyvestationer, og  Flyvevåbnet har lidt over 3000 personel. Flyverkommandoen er hovedkvarteret, men det operative er placeret ved en Joint Command (Forsvarskommandoen).

Danmark har, efter en udbudsproces hvor bl.a. F-18 og Gripen deltog, valgt F-35 som fremtidigt jagerfly, med alt hvad det indebærer. Danmark har købt 27 fly i alt, og selvom det under den nylige valgkamp har været på tale at købe flere fly, er det af økonomiske årsager tvivlsomt om det bliver mange flere. Uanset skal de jo kunne leveres. Flyvevåbnet er et professionelt værn, der er godt integreret i NATO. I forhold til danske opgaver, mangles der helt klart maritim overvågning, f.eks. på Grønland, og antallet af jagerfly strækker afvisningsberedskabet, hvis der samtidig skal udsendes fly til internationale missioner.

I 2021 fløy den første danske F-35 piloten Danmarks første F-35A

Betragte Luftforsvaret af Norden holistisk

I forhold til luftvåbnet i Norge, Sverige og Finland, er Danmark altså lillebror, og det bør i min optik også være udgangspunktet for hvordan Danmark kan og skal indgå i et nordisk samarbejde. Det er Sun Tzu første lære om at kende sig selv, inden man går i krig. Men indtil nu, hvor Sverige og Finland ikke har været med i NATO, har Danmark haft en meget vigtig position for NATO, i Østersøen, så det er optagelsen af de nye lande, der ændrer situationen, og giver nye muligheder. Det er netop nu at det er vigtigt at få den rigtige organisering og model for NATO hovedkvarterer og strukturer i Skandinavien og i Norden, således det bedst imødegår truslen som den kan se ud i fremtiden, men som også tjener et nordisk formål. Det bør være Forsvarene (og politikerne) i de Nordiske lande, som skal komme med udspillet og analysen som input til NATO, og vi bør ikke overlade det helt til NATO’s militære organisation at skabe en ny model. Jeg begrunder det med, at der allerede er forhold som trækker Norden i forskellige retninger, som måske på lang sigt ikke er hensigtsmæssigt.

Det bør være Forsvarene (og politikerne) i de Nordiske lande, som skal komme med udspillet og analysen som input til NATO, og vi bør ikke overlade det helt til NATO’s militære organisation at skabe en ny model.

Danmark bidrager i stor stil i Baltikum, og har gjort det siden 1991. Landmilitært er Danmark tungt engageret i Multinational Division North i Letland, i korpset i Szczecin, og Flyvevåbnet er fast bidragsyder til Baltic Air Policing. Set på den måde fremskyder Danmark meget lige forbi Sverige og Finland, og langt væk fra eget nationalt område. Den amerikanske interesse i Grønland fornægter sig heller ikke, og er ikke forsvundet siden farcen om Trump der decideret ville købe Grønland. I efteråret 2022 kom amerikanske tænketanke med forslag om at Grønland burde integreres i det nordamerikanske luftforsvar, NORAD, og selvom det lyder som et godt tilbud, så har det andre omkostninger. Det var ikke defineret hvad det betød for Danmark og dansk/grønlandsk luftforsvar, og hvilke informationer og efterretninger der ville blive delt med Danmark, eller ikke blive delt med Danmark. Der var nogen interesse for forslaget i Danmark, men hvor det ender ved ingen. Dermed er der en risiko for at kræfterne bliver strakt i forskellige retninger, uden indbyrdes sammenhæng og det dermed ikke bliver effektivt. I samme perspektiv kan Norge, som gammelt NATO-medlem fokusere på Atlanten, Finland kan fokusere på grænsen mod Rusland og Sverige ligge lidt i læ af de baltiske lande som frontlinjestater. På den måde, kan Luftforsvaret i hele norden fortsætte med at være fragmenteret, som før udvidelsen af NATO. Derfor er der grundlag for at betragte netop Luftforsvaret af Norden holistisk og med formålet om at integrere det i den nye situation.

I samme perspektiv kan Norge, som gammelt NATO-medlem fokusere på Atlanten, Finland kan fokusere på grænsen mod Rusland og Sverige ligge lidt i læ af de baltiske lande som frontlinjestater. På den måde, kan Luftforsvaret i hele norden fortsætte med at være fragmenteret, som før udvidelsen af NATO.

Ny kold krig

Selvom et luftforsvar og luftvåben naturligvis skal opbygges med krigen for øje, så er det trods alt før krigen kommer, at det meste af arbejdet skal foregå, hvor organisation og samarbejde skal stå sin prøve, og hvor afskrækkelse kan opnås. Til det argument bør lægges, at det er meget sandsynligt at vi står foran en ny kold krig, som dog vil se lidt anderledes ud, end den vi husker. For alt der er ændret med Ruslands invasion af Ukraine, skal vi ligeledes holde for øje hvad der er forblevet det samme. Det gælder bl.a. den skyggekrig som har været ført over Østersøen og Nordatlanten siden 1947, muligvis med en pause fra 1991 til cirka 2014. Her anvender Rusland, førhen Sovjetunionen, netop fly- og sejlruterne til at presse og udfordre NATO. Det gælder både Østersøen med The Baltic Approaches såvel som flyruterne ned langs Norges vestkyst, mod Storbritannien. Her har det været helt normalt de seneste mange år, at se Bear flyvninger, og at se jagerfly fra Kaliningrad krænke luftrummet ved Bornholm i Østersøen. Det er let at afskrive dette som forholdsvis ufarlig rutine, som ikke opnår noget. Men det er jo en farlig vej, for det er jo netop herigennem, at Rusland forsøger at udøve et hybridt pres, at flytte normalen og langsomt skrue op for blusset. Samtidig leder de efter svage steder, og presser generelt det vestlige Forsvar. Danmark har været nødt til at udstationere F-16 fly næsten permanent på Bornholm, som del af et hurtigere afvisningsberedskab. Når krigen i Ukraine engang er slut, og en ny koldkrigstilstand er etableret, er det sandsynligt at disse flyvninger, som både er provokationer, pres og rekognoscering, vil fortsætte og endda tage til i styrke. Rusland vil stå med et reelt behov for øget rekognoscering af nye luftforsvarssystemer, radarer og fly i NATO. Rusland har samtidig det meste af sin strategiske flyflåde i behold, Tu-95, Tu-144, COOT-A m.fl. Det vil være oplagt at benytte disse på en NATO-flanke, hvor er er internationalt luftrum over hav, fremfor i Central- eller Sydeuropa. Det er denne samlede trussel og aktivitet fra Rusland, som de nordiske lande kan samarbejde om at imødegå, særligt i luftdomænet.

I den særlige situation at krigen bliver varm, er en reel trussel fra Rusland ballistiske og krydsermissiler. Ukraine udnytter i dag en simpel varslingskæde til at nedskyde nogle af disse missiler med luftværn. Skulle sådanne missiler blive brugt med de nordiske lande, vil det styrke forsvaret kraftigt, at de kunne engageres uanset hvilket land eller område de befandt sig over. Den tekniske integration af forskellige luftværnssystemer er måske for vanskelig, men operativ kontrol fra et operationscenter vil være nødvendigt for at reagere hurtigt nok. Missiler på vej mod mål i Norge og Danmark, kan skydes ned over Sverige, og Danmark vil kunne anvende luftværn fra fregatter i svensk farvand og bidrage den vej.

Oplagt med en nordisk kommando

Muligheden er der nu for at etablere en fuldt integreret nordlig luftkommando, med operativt ansvar for hele NATO’s nordlige flanke. Hidtil har der været huller, hvor Finland og Sverige var, og skillelinjer som russerne kunne udnytte. I min oprindelige artikel argumenterede jeg for et multinationalt korps Skandinavien/norden, og det samme princip kan gælde i luftdomænet. Ideelt set bør det integreres. Det er derfor spørgsmålet om det igen er nødvendigt og formålstjenligt at lave egentlige operative, regionale NATO kommandoer. I givet fald vil det være oplagt med en nordisk kommando, som dækker hele den nordlige flanke.

I givet fald vil det være oplagt med en nordisk kommando, som dækker hele den nordlige flanke.

Centralkommandoen bør omfatte de baltiske lande, fordi de landfast hænger sammen med Centraleuropa og især Polen, og i dag er ansvaret for Multinational Corps Northeast i Polen. Danmark bør udnytte den mulighed til at trække sig fra sit engagement, i hvert fald den ledende rolle, i henholdsvis Polen og Baltikum med argumentet om at bidraget til udvikling og transformation nu er fuldført, samt at der er bedre operativ samhørighed med de nordiske lande. Geografisk set er Danmark både et dybdeområde, til staging og forstærkninger i Danmark, men også frontlinjestat ved både Bornholm og i det arktiske område. Oprettelsen af en egentlig nordisk kommando vil gøre det muligt for Danmark at integrere Grønland i denne, og skabe et fælles billede tværs over ishavet og det nordligste af Atlanterhavet, i samarbejde med Norge, fremfor at lade Grønland gå til Nordamerika. Danske radarer på Grønland og Færøerne (hvor en ny radar er på vej) kan bidrage til et fælles luftbillede med Islandske og norske. At integrere luftforsvaret i Norden i én samlet operativ kommando, vil være et bedre værn mod russisk indtrængning, og udnytte ressourcerne bedre. Det vil være i NATO’s ånd. Grænserne mellem de nordiske lande ligger tæt, ikke bare omkring Nordkap, men også i Østersøen. Det bør de nordiske lande være interesseret i at udnytte til et samarbejde om en fuldt integreret kommando.

Det som arbejder i mod en fuldt integreret kommando, er både NATO såvel som internt i hvert af de nordiske lande. Det vil kræve at NATO sigter på at oprette regionale kommandoer, og at alt operativt ikke skal styres fra centrale kommandoer, i dette tilfælde AIRCOM. Moderne teknologi gør at meget større områder kan styres, men spørgsmålet er om det er helt hensigtsmæssigt. Her bør NATO også tænke på forankringen i medlemslandene. For de nordiske lande, ville en integration på luftområdet være nemmere, end for land- og sødomænet. Flyvevåbnene samarbejder i dag, og det er relativt smidigt at skifte fra f.eks. svensk eskorte af et russisk fly til dansk eskorte, men det vil alligevel være nemmere hvis det skete i en integreret kommando, hvor der sad controllere fra alle de nordiske lande. Det skal dog sikres, at alle tilgodeses. Det er muligt at Norge vil være bekymret for, om det nordligste af Norge bliver lavere prioriteret i forhold til Østersøen, men den frygt skal gøres til skamme. Det må og skal være sådan, at en nordisk kommando bedre vil være i stand til prioritere de forskellige områder i norden og indsætte de nødvendige styrker.

Integration er mere end samarbejde

Danmark bør have en stor egeninteresse i en sådan nordisk kommando, også i luftdomænet. Det vil sikre at Grønland fortsat orienterer sig mod Europa og overvågning og luftforsvar bliver samordnet med Norge og NATO, fremfor at gå til USA. Luftforsvaret i Østersøen særligt omkring Bornholm vil blive stærkere i integration med svenskerne, hvilket bedre orienterer mod truslen og hvor den kommer fra. I et tæt integreret samarbejde, vil Danmark kunne bidrage med F-35 jagerfly til både nordnorske baser, svenske og finske, og opnå operativ træning herigennem og samtidig støtte allierede. I princippet er meget af dette muligt allerede i dag, eller under en anden konstruktion. Men det vil blive bedre, mere smidigt, og afføde positive træningseffekter og transformation med en integreret kommando. Den interne danske risiko, er at Danmark ofte har høje ambitioner, og høj selvopfattelse. Som gammelt NATO land, og med erfaringerne fra Baltikum og Polen, er det ikke usandsynligt at Danmark vil tilbyde at være lead nation, eller at hovedkvarteret skal placeres i Danmark, f.eks. i Karup eller Skrydstrup. Her må jeg dog påpege min egen nations utilstrækkelighed, og anbefale at Danmark ikke bliver lead nation, men i højere grad finder en afbalanceret rolle. Et sådan luftoperativt NATO hovedkvarter bør placeres i et større land, f.eks. Sverige eller Norge.

De nordiske forsvarschefer mødtes for nyligt og havde et fælles budskab om integration, hvilket tydeligt er mere end samarbejde. Det er en ny chance for et nordisk samarbejde. Sidst muligheden for nordisk samarbejde blev drøftet stod valget mellem NATO eller et nordisk forsvarssamarbejde, og truslen var anderledes. Nu er det ikke enten-eller, men både-og. Vi kan få et stærkt nordisk samarbejde, i rammen af NATO, som giver både operativ og kulturel mening. Den mulighed bør og skal de nordiske lande udnytte. Det luftmilitære område kan snildt gå forrest med oprettelsen af en operativ nordkommando, en europæisk version af NORAD – her kan vi kalde den Nordic Air Defence – NORDAD.


Bilde: Fighter Wing Skrydstrup - Royal Danish Airforce


Artikkelen ble først publisert i Luftled 2022-3.