Hvornår kan og vil Rusland angribe Vesten? NATO’s generalsekretær Mark Rutte advarede i en tale i Berlin 11. december om at Rusland kunne være klar til krig om fem år – i år 2031. Forsvarets Efterretningstjeneste udgav samme uge deres årlige vurdering, UDSYN 25, hvor de på side 17 gengiver deres vurdering af Ruslands oprustning, som de præsenterede i en vurdering i februar i år, og hvor grafen viser at Rusland er klar til krig om fem år – i år 2031. Det er explicit forstået, at vi skal handle nu, opruste hurtigt, for at være forberedt på krigen, og om muligt afværge den ved afskrækkelse.
Jeg er til gengæld nervøs for, at denne vurdering ikke er afstemt med russernes egen forståelse, men alene baseret på rational tankegang og en numerisk tilgang til militære styrker. Kan vi tillægge russerne, og Putin, at tænke så rationelt, eller risikerer vi at fejlfortolke dem, og kan krigen dermed komme før 2031? Mit argument, baseret på erfaringerne fra den første kolde krig er, at russerne kan og måske vil angribe inden NATO kan opruste, for at få en militær og pyskologisk fordel. Russerne venter ikke til de selv er klar, men reagerer derimod med udgangspunkt i deres egen relative svaghed og paranoia og frygt. Det håber jeg, at vi forstår, og at NATO og efterretningstjenesterne får forklaret tydeligt i deres budskaber.
Den første kolde krig varede fra cirka 1949, måske før, og til 1991 da Sovjetunionen kollapsede. Perioden bød på flere kriser, hvor det kunne have udviklet sig til en varm krig, hvilket kunne have resulteret i tredje verdenskrig, og udslettelsen af verden som vi kender den. Kriserne under den kolde krig fortæller os noget om Ruslands måde at tænke på, hvordan de opfatter truslen fra vest, og hvordan de kan reagere. Det bør vi have med i vores forståelse af Rusland i dag.
Den første store krise under den kolde krig var selvfølgelig Cuba-krisen i 1962. Vi kender historien om de sovjetiske atomraketter på Cuba, hvordan amerikanerne opdager dem, og den relativt korte krise der følger efter. Raketterne blev set som en tydelig aggression mod USA, og den amerikanske forsvarsledelse, med general Curtis LeMay i spidsen, ønskede at bombe raketterne på Cuba, på trods af risikoen for at udløse en storkrig. Curtis LeMay var i øvrigt inspiration til filmfiguren general Jack D. Ripper i storfilmen ”Dr. Strangelove or; how I learned to stop worrying and love the bomb” fra 1964. Den unge amerikanske præsent, John F. Kennedy modstod presset, på trods af ufine hentydninger til at hans far, ambassadør i Storbritannien i 30’erne, var Hitlervenlig, og at Kennedy nu var svag overfor russerne. Kennedy havde bl.a. skrevet en bog om optakten til 2. Verdenskrig (”Hvorfor England Sov”) og læst grundigt om optakten til 1. verdenskrig. Han spurgte derfor hvorfor russerne opstillede disse missiler på Cuba. Det kunne generalerne ikke svare på, og det købte Kennedy tid til at finde en diplomatisk løsning, selvom der ikke var mangel på militært drama.
Senere har det vist sig, at Sovjetunionens opstilling af missilerne på Cuba helt grundlæggende bundede i en vurdering af at de sakkede militært agterud, specielt på atommissilområdet, kombineret med en overbevisning om at USA og NATO ville angribe når de var tilstrækkeligt militært overlegne. Sovjetunionens efterretningstjenester vurderede at USA havde mange flere langtrækkende atom-missiler, og med længere rækkevidde, end de selv havde, hvilket ville gøre det muligt for USA næsten at udslette dem, før de kunne forsvare sig. Opstillingen af missilerne på Cuba var således et udslag af svaghed og frygt for angreb fra vesten. Hvis generalerne havde fået deres vilje, og havde bombet Cuba, kunne det meget vel have udløst tredje verdenskrig. Cubakrisen satte sig i særligt amerikanske forskere og ledere; tredje verdenskrig, brugen af atomvåben, kunne være blevet udløst af en pludselig opstået krise, som man ikke helt havde kontrol over. Senere fulgte den røde telefon – hotlinen – mellem Washington og Moskva, og med tiden nedrustningsaftaler og kontrol på missilområdet. Helt grundlæggende bundede krisen i, at Sovjetunionen følte sig militært bagud, og derfor måtte handle før de sakkede yderligere bagud.
Den anden væsentlige krise var i 1983, måske den kolde krig højdepunkt – eller lavpunkt, om man vil. På dette tidspunkt sakkede Sovjetunionen tydeligt militært og økonomisk agterud ift. vesten. Sidst i halvfjerdserne var det grundantagelsen i de sovjetiske efterretningstjenester at hvis vesten blev 30% overlegen i militær styrke – kampvogne, fly, soldater, skibe, missiler – så kunne de vinde i et overraskelsesangreb. Derfor holdt computeren i Moskva og KGB’s efterretningsanalyse nøje øje med disse styrketal, og i 1983 begyndte de at vise netop dette styrkeforhold i vestens favør. I 1983 var toppen i Sovjetunionens ledelse tussegammel, og i USA var cowboy’en Ronald Regan nu præsident, og han kaldte dem åbent for et ”Evil Empire” i en tale i foråret 1983. Derudover iværksætte Regan ”stjernekrigsprojektet”, formelt Strategic Defence Initiative (SDI), et missilforsvar som nok teknologisk var udenfor rækkevidde, men det pressede våbenkapløbet og styrkebalancen yderligere.
Efteråret var højspændt; et koreansk passagerfly blev skudt ned af en sovjetisk jager, da man troede det var et amerikanske spionfly. Også i september 1983 viste alarmsystemerne i bunkerne udenfor Moskva pludselig at der var amerikanske atommissiler på vej mod Sovjetunionen. Den vagthavende, Stanislav Petrov, er siden berømt som ”manden der reddede verden”, fordi han holdt hovedet koldt, og troede det var fejl-alarmer, hvilket det også viste sig at være. I november 1983 afholdt NATO en øvelse, ”Able Archer”, som øvede den strategiske brug af atomvåben. I øst troede man, at det kunne være et angreb, og satte flere styrker i alarmberedskab. Det forfærdelige var, at man i vesten først opdagede den Sovjetiske frygt og reaktion langt senere. Så sent som i 1991 udgav den amerikanske efterretningstjeneste en analyse – en obduktion – af hændelsesforløbet. Det blev afklassificeret i 2014, og er uhyggelig læsning om, hvor lidt man vidste om den russiske måde at tænke på. Igen havde russerne været klar til krig, fordi de mente de sakkede militært agterud, og måtte komme vesten i forkøbet.
Eksemplerne fra de to kriser under den første kolde krig, peger tydeligt på, at et svagt Rusland, som vurderer at de er bagud militært, vil kunne reagere meget offensivt og aggressivt. Vladimir Putin er i øvrigt selv uddannet i KGB i den periode først i firserne, og har formentlig fået dette mindset godt og grundigt indprentet; "hvis vesten bliver for stærk, angriber den os. Vi må angribe først". Der er samtidig stor risiko for at vi fejllæser den russiske opfattelse af både hele situationen, tolkningen af vores intentioner, og af deres egne styrker og evner. Det var jo netop den russiske efterretningstjeneste som fejlvurderede den ukrainske forsvarsevne og vilje i 2022; hvad fejlvurderer den ellers, måske fordi Putin ikke ønsker at høre sandheden fra en efterretningsanalytiker?
Historien er heldigvis ikke deterministisk, og krigen kan afværges. Det blev den i 1962 og i 1983. Vesten vandt eftertrykkeligt den første kolde krig, med en kombination af økonomi, kultur og militær magt. Vi kan nemt vinde den anden kolde krig, hvis vi kan forhindre at det bliver til en varm krig. Men, vi befinder os i denne kolde krigs første år, som i perioden 1949-1962, hvor vi skal genfinde spillereglerne, finde hvor grænserne går for hybride aktiviteter, provokationer og undergravning, vel at mærke uden at udløse tredje verdenskrig. Hvis vi vil forstå Rusland, undgå varm krig og vinde en ny kold krig, skal vi lære af den første kolde krig. Den farligste periode er de næste fem år – og de begynder nu, og ikke først i 2031. Krigen kan begynde i morgen. Lad os håbe den ikke gør det.
Illustrasjon: Fra øvelsen Arble Archer i 1983 / Wikimedia commons
